Efter at solen var gået ned havde Zoey det altid bedre end hun havde det i dagslyset. Hun havde altid følt sig tættere knyttet til natten end til dagen, ja selv før hun blev vampyr. Hun havde altid vandret ud om natten, og redet en tur på sin hest, eller sådan noget. Et let suk drog over Zoeys læber ved tanken om sin hest. Hun savnede hende så forfærdeligt meget, og ønskede lidt bare at kunne se hende igen, men sådan var det jo ikke. Hendes hest var jo død mange år tilbage, og den var altid vendt tilbage til hende i hendes drømme. Hun rystede kort på hovedet og fortsatte med at gå igennem den rimelig menneske øde gågade. Hun gik over og satte sig på en bænk med en tænkende mine. Hun prøvede at genkalde sig nogen af de maridt hun havde haft som barn selvom det måske var noget mærkeligt noget at gøre..