Fallulah søen er dyb...

[center]Tid: 22:30...
Dato: Irl...
Sted: Søen..
Vejr: IRL...
Omgivelser: Som der plejer at være...


Soleen var gået ned forlængst, og stjernerne, og den smukke måne var blevet placeret så fint på den mørke blå himmel... En ung pige kom gående under den, men der var sikkert så mange andre unge der kom gående, hun gik og undersøgte den smukke sø, der var, og månen, og det små stjerner spejlede sig så kønt i dem... Hendes smil var placeret på læberne, hun var slubbet igennem uden en skikkelse havde set hende...

Fallulah gik rundt nede ved vandkanten. Hun havde et par gamle jeans, som hun havde brugt til at male i så de var dekureret med alle mulie farvepletter. På overkorpen havde hun en lidt forstor trøje på som var sort, hun gik tit i bluser, toppe eller trøjer som var for store til hendes slanke figur. Hendes brune hår var som altid løst og bølgede ned omkring hendes skuldre og et godt stykke ned at ryggen.
Hun vendte de chokolade brune øjne op mod månen og smilede skævt op til den, hvor var den flot.

June's humør var udmærket, men først når hun mødte nogle, så blev hun mærkelig, hun ville prøve at vise sig som hun er, men det er svært når hun havde en anerledes stil.. Og alle næsten grinede af det, men hun lod sig ikke påvirke af andre's latter... Fordi sommetider forstår hun dem godt, men hvorfor fuck skal de så lige begynde at grine?... Hun sukkede kort da hun allerede vidste hvordan hendes liv ville fortsætte, hun havde jo været berømt igennem en meget kort tid, men den forsvadt så hurtigt som den kom.. Månen var halv, så der var ikke så lang tid til fuldmåne... Det var lang tid siden hun havde vidst sin indre dæmon og det var hun også glad for, og det skulle mærkes på overfladen.... Hendes sanser kunne mærke der var en, en, når bare et menneske, hun rullede øjne, da hun var en sulten sjæledæmon, så kunne hun vel godt stjæle dette menneskes?... Hun ville ikke vække mistanke...

//Skal logge, svare i morgen! det lover jeg!

Fallulah stoppede op ved et træ, der stod helt nede ved vandkanten og strakte sine nøgne grene ud over søen, somom det prøvede at røre vandets overflade. Hun så kort ned på træets spejlbillede i søens glitrende vand, hvorefter hun satte sig på en af dens roder, som lå en halv meter over jordens overflade og dannede en fin bænk. Hun var ligeglad med at hun måske blev lidt beskidt bagpå, folk måtte jo selv om de ville glo på hendes bag og grinte de, ja det var jo ikk så slemt.