En hurtig jagt ~ Fallulah

Sted: Skoven
Tid: Lige efter solnedgang
Om: Natur, men ellers rimelig ødet
Vejr: Køligt, og halvmørkt

Endelig var solen gået ned, og Zoey kunne nu vandre rundt i skoven i halv mørket. Som den vampyr hun jo var havde hun det bedst i mørket, og det var også den bedste tid at samle sine tanker på. Desuden havde hun forfærdelig meget brug for at jage. Sulten havde ramt hendes krop allerede tidligt på dagen, men hun havde været for doven til at gøre noget ved den. Nu lod hun sig snuse op i luften, og lytte efter fodtrin på en eller anden kanin. Hun fandt den hurtigt, og lod fuldkommen sine jager instinker tage over. I lyn hastighed spurtede hun efter kaninen som ikke engang nåede at blinke uden hun havde bidt den, og drukket blodet af den. Zoey var trænet i at drikke uden at spilde, og derfor sås der intet blik udover lige på hende læber. Hun smed den livløse kanin på jorden, og tørrede det blod hun havde på læben af..

Fallulah, en køn pige med mørke brunt rødligt hår og med chokolade brune øjne, kom lige så fredeligt gående et par meter inde i skoven. Mørket var faldet på og hun vidste ikke engang hvorfor hun stadig befandt si her i skoven på denne tid. Hun kunne jo ikk rigtig se noget.
Hun trak sine hænde op i ærmet på sin tykke stræktrøje som sad løst omkring hendes krop og skjulte hende flotte kvindelige former for nysgerrige blikke. Hun gik sjældent med stramt tøj, da hun syntes det var mere behageligt med noget der sad løst.
Hun travede lige så stille af sted, i samme retning som hun var kommet fra. HVad skulle hun også finde på at lave nu? Der var jo ingen andre der var lige så tankeløse som hende og begive sig ud i skoven når solen ikke længere var oppe.

Med dybe vejrtrækninger blev Zoeys øjne mindre røde, og fik til sidst sin normale karamel brune farve. Hun fik kontrol over sine vejrtrækninger, og glattede så sin trøje ud. Hun var iført et par sorte jeans, gul top, kort jakke, og gule ballerinaer. Det var som altid hendes yndlingssæt og hun gik næsten aldrig i andet, bortset fra at toppen tit sås i forskellige farver. I smøg ærmet lidt op på jakken, og kiggede rundt. Hun syntes at kunne høre fodtrin et eller andet sted ikke særlig langt fra hende. Med et enkelt hop var hun oppe i et af de høje træer hvor hun satte sig godt tilrette og ventede på at nogen kom forbi.. Dog var hun bange for at nattevandreren var et menneske da hun ikke var sikker på at hun kunne styre sig lige efter hun havde jaget..

Fallulah så sig omkring og prøvede at undgå at snuble over røder og andet det lå på skovbunden. Hun så ikke særlig godt i mørke, det var der nu ingen mennesker der gjorde, men nogen så alligevel bedre end hende, og lige nu misundede hun dem.
Hun så op. Man kunne svagt skimte stjernerne for trækronerne, et smil bredte sig på det rosarøde løber. Hun drejede hovedet da hun prøvede at få øje på månen, hun kunne så godt li månen. Den var smuk, syntes hun. Hun havde altid elsket naturen og især at tegne og male den. Især månen var hun glad, hun havde altid elsket den. Den mindede hende om hendes morfar, han havde tegnet ligesom hende selv og havde taget en med ud engang for at tegne månen. Hun huskede tydeligt hans ord den aften.
"Uanset hvor i verden du ender, så vil månen altid være der med dig og vil aldrig være støre end din tommelfinger" måske gav det ikk mening for andre end Fallulah, men hun vidste godt hvad han havde ville fortælle hende.

Zoey fik endelig øje på skikkelsen som hun havde hørt. Skikkelsen var tydeligt en pige på grund af det lange hår som Zoey tydeligt kunne se igennem mørket. Det var en af de ting man kunne når man var vampyr, altså se lige så godt i mørke som i dagslys. Ja faktisk ville Zoey ligefrem sige at hun så bedre om natten end om dagen, men sådan ville alle sikkert have deres egen meninger. Zoey kunne med det samme lugte pigen, og hun var helt sikkert menneske. Hendes vejrtrækninger blev i et kort øjeblik hurtige, og ujævne men hun fik dem da hurtigt under kontrol. Med et elegant hop hoppede hun ned af træet, og landede lidt bag pigen. "Godaften" sagde hun så venligt..

Fallulah gik lidt i sin egne tanker og så ned i jorden foran sig, og for søgte så godt hun kunne at undgå røder og andre ting og sagder der kunne ligge i en skovbund. Hun gemte sine fingre i stræktrøjen og filtrede dem ind i stoffet så den kølige luft ikke kunne komme i nærheden af dem. Hun frøs tit sine finge, det var fordi de var så slanke at der ikk rigtig var noget til at holde dem varme.
Fallulah krympede sig for skrækket sammen, med et halv kvalt skrig da det pludselig lød en piges stemme bag hende. Hun snorede automatisk rundt og så på pigen. Hendes øjne havde vendet sig en smule til mørket så hun kunne se pigens skikkelse. "Hej.."hilste hun venligt.